Min udsigt
En dag besluttede jeg mig for at få en last. Der kan være noget befriende ved at beslutte sig for at gøre noget ufornuftigt, især i en verden af uendelig selvoptimering, og derfor blev det både en gave jeg gav til mig selv, i form af en last, men også en rebelsk handling imod produktivitet. Mit eget lille oprør. Derfor var det også nemt at vælge hvilken last det skulle være: jeg ville begynde at ryge.
Der er intet mere umoderne lige nu, hvis man endelig har en nikotinlast, så er det snus der er det optimale, måske primært fordi det er diskret og kan gøres indendøre, lugtfrit, så mange gode grunde, men det siger mig intet. Fornemmelsen af en hvid lille cigaret mellem fingrende til gengæld; at pege på noget med en cigaret i hånden, at stå ude og få en pause på syv minutter, hvor - hvis man er heldig og der ikke er andre rygere i nærheden - man kan få lov til at stå alene. Det er en gratis pause fra rastløsheden, fra kedsomheden. Det er en pause til at regulere følelserne, regulere humøret, overveje en ting, der går en på eller stå i taknemmelighed og mærke det bruse i kroppen. Det er også en mulighed for at beundre naturen, stå og kigge op i snefnug, solstråler, kigge på haven og opdage at hækken har sat små skud, overveje hvordan syrenerne skal beskæres til sommer, når de er afblomstret. Overveje en sms man gerne vil skrive eller hvordan resten af dagen skal føles.
Ja, nu tænker du nok: what’s not to like. Og jeg kan kun, som den der lige har listet alle de fede grunde op, være enig. Især fordi jeg føler mig som en rebel, det understreger hvor lidt jeg går op i at min krop skal leve for evigt (åh gud I really hope not, som Hella Joof glæder jeg mig til at møde døden, måske af andre grunde end hende, det kunne blive en smuk samtale en anden dag).
Et minus, jeg kan sige dig, faktisk to, hvis du også bor langt fra civilisationen: Det kræver at du handler ind, laver et lager i en køkkenskuffe, at du, hver gang du cykler ind til hovedstaden, husker at sige: to pakker blå kings til Hanne i kassen. Altid køb to af gangen. Sørg for at lave lager. Det andet minus: cigaretter er bekostelige for tiden.
Måden jeg startede min nye last på, var sådan her: Først røg jeg bare lidt, når jeg var på bodega, da jeg stadig boede i byen. Jeg ville nasse en cigaret af min eneste ven, der stadig (skamfuldt) røg, og en aften hvor hun ikke havde flere og gik i kiosken, sagde jeg, vil du købe en pakke med til mig? Jeg vidste, at det var et skelsættende øjeblik, nu gik jeg i gang med at være een, der havde cigaretter i tasken. Altid tilgængelige cigaretter kan være en glidebane. Så jeg lavede en regel: en cigaret om ugen. Jaja, ligesom politikeren hun dater i Sex & the city (“No thanks, I already had mine on Tuesday”). Det gik godt i en kort periode, ind til jeg en aften sad på taget og røg en cigaret, kiggede ud over parken og menneskemylderet i byen, og pludselig kom i tanke om at det var min tredje denne uge. Så jeg lavede en ny regel (why fight it, det er jo min last): En cigaret om dagen. Jeg rationaliserede, at det ville være lettere at huske, om jeg havde røget denne dag eller ej end at holde styr på ugerne.
Nu er jeg flyttet til øen, og jeg ryger stadig en cigaret om dagen. Hver aften går jeg op på højen bag mit hus og tænder en cigaret. Det bliver til 365 cigaretter om året. Det lyder af mange. Især fordi jeg sjælendt kan holde mig til een.
Men der på højen med den skumringscigaret, der lever jeg.
Landskabet ligger for mit blik: ikke udstrakt, som jeg kender det fra marsken, her er det generøst lagt i folder, som om der er svulstig silkestof nok til bare at frådse. Solen, der hænger æggende på kanten af havet, strækker mit blik langt. Men mine øjnes yndlingssted er lidt til venstre for solen. Der er der en silhuet af fyrretræer, som skutter sig sammen på toppen af en anden høj. Al farve og tekstur er trukket ud af dem, og de står som en sort, rygvendt kulisse mod solens farver bagved. Som en lille flok træer, der er stimlet sammen for at nyde solens sidste opvisning, ligesom mig.
Jorden her er fyldt med grænser, hårde linjer af natur mod natur. Den ene er blank og glat, markerne, menneskets bedrifter, menneskets tæmning af naturen. Det fremhæver landskabets bakkede kurver og kilder menneskeøjets længsel efter orden. Grænsende helt tæt op af — umuligt at overse men også så generisk en oplevelse af naturen, at man sjælendt overvældes, hvis nogensinde — er den anden natur. De mange urørte høje, skel og små hjørner, der har fået lov til at stå udyrket hen med fyrretræer på toppen. Selv denne natur er inddelt i brugstermer: markskel, krat, skov, eng, vådområde, overdrev. Det får ikke lov til bare at være Natur. Det må og skal katalogiseres og rettes ind. Naturmanden fra kommunen går i sin larmende vindjakke med sit clipboard og krydser af: Her er der tre stjernearter, fredet. Her er der bare pløjemarker, ikke fredet. Den sædvanlige hierarkisk opdeling: god, ond, produktiv, gold, hellig, hedensk.
Heden fik sit navn, fordi jorden ikke kun dyrkes. Der fandtes ingen gud der, bare hedensk tro og hedensk lyng. Det blev ikke kun et spørgsmål om overlevelse, fødevarerdyrkelse, at overvinde den hedenske jord, at omvende den. Det blev i særdeleshed et prestigeprojekt. Hvis mennesket, hvis kongen, kunne dyrke selv det goldeste og hedenske, gøre det til gudfrygtig, fed muld, hvem ville så ikke sige, at han var den mest magtfulde af alle?
Magt. Det hele handler om magt. Et meget unaturligt begreb. I naturen er der systemer, økosystemer, og de er for så vidt uden hieraki og magt, men i stedet hersker en cyklisk og selvregulerende orden, hvor alle er afhængige af hinanden. Her er døden er ikke kun en katastrofe, straf eller sorg. Død er et tegn på at systemet holder sig sundt og betingelserne holdes bedste mulige for flest mulige.
Jorden har fungeret sådan i millioner af år. Religion kom til for få år siden til sammenligning, og intet er gået hurtigere ned end økosystemets velbefindende, siden menneskene fandt på religion.
Religion. Det handler også om magt. Det handler om, at mennesket er blevet en invasiv art på Jorden. Der kom for hurtigt for mange af os, og økosystemet kom i ubalance, havde ikke midlerne til at kvæle denne pest — og så truedes al liv på Jorden af pesten, os, menneskene. Samtidig opfandt nogen religion for at holde alle de her mennesker i skak. Holde styr på at de ikke slog ihjel, skabte uorden, bollede for meget rundt, spredte sygdomme, krig, fattigdom. Ja, religion skulle sørge for, at mennesket overlevede ved at bukke nakken for noget større og ikke var så selvhævdende, egoistisk, fuld af drifter og grådighed. Inden religion kom til, rejste menneskene rundt i forskellige små stammer og sloges med hinanden. På den måde var fødsels- og dødstal i en slags balance, samtidig kunne naturen regenerere sig selv, når menneskene rejste videre, og økosystemet var velfungerende. Mennesket opdagede på sine rejser, hvilken rigdom der var på Jorden. Hvordan man, hvis man var snu, kunne samle fra her og der og alle vegne. Den akkumulerede værdi gav magt over andre mennesker. Slaveri opstod. Handel opstod. Og mere krig. Og nu også forpulet religion og overmenneskelighed. Hvis mennesket bare havde et mindre ego og kunne finde sig i at være en del af et system, ikke på toppen af et hierarki, så ville Jorden ikke være igang med at kvæle os.
Sådan kan jeg finde på at stå og tænke, mens solen forsvinder ned mellem himmel og hav, som den skal. Jeg tænder en cigaret mere.
